Bruttonationalprodukt, infrastruktur og kommunalreform. Ord som kan få søvnen frem i øjnene på mange. Også i arbejderklassen. Og det er sket så tit, at arbejderne har mistet interessen for politik, mener Leif Lahn Jensen, der nu sidder i Folketinget for socialdemokraterne.
Derfor tager han nu ud på en - kalder han det - "skurvognsturne" for at tale politik med menneskeord til arbejdsklassen og give dem ny interesse for politik. Og få flere til også at gå aktivt ind i politik.
"Jeg skal ikke sidde på et kontor. Jeg skal ud og snakke med dem. Jeg skal ud til den enkelte arbejder," siger den tidligere havnearbejder, der erkender, at mange arbejdere er stukket af fra partiet i takt med at Socialdemokraterne har skiftet de blå arbejdsskjorter ud med nogen, der passer bedre til slips.
Den første opgave for det nye "arbejder-netværk," som Leif Lahn Jensen har dannet, skal hente flere håndværkere ind i Folketinget. Men de skal jo så helst også stille op for Socialdemokraterne, siger han .
Nu ligger planen for skurvognsturnéen godt nok ikke helt fast endnu, men starter efter sommerferien. Idéen om hvor han skal hen, kan dog findes i politiske statistikker, fortæller Leif Lahn Jensen.
"Det bliver ud fra: 'hvor er det, at Dansk Folkeparti har taget en stor del af de vælgere, som normalt ville stemme på et parti, der gør noget for arbejderne'. For det ved jeg jo, at Dansk Folkeparti ikke gør," siger Leif Lahn Jensen til Newspaq.