Skattereformen, som regeringen har aftalt med Venstre og De Konservative, går urimeligt ud over personer, som ikke kan arbejde eller er blevet folkepensionister.
Det mener formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, efter at der er kommet nye udregninger fra Finansministeriet om konsekvenserne af reformen.
- Det er rå løjer at straffe på den måde. Folkepensionister er jo helt legitimt uden for arbejdsmarkedet. Førtidspensionister er vurderet til, at de ikke kan forsørge sig selv ved at arbejde, siger hun.
Med skattereformen vil regeringen gøre det mere attraktivt at være i arbejde. Men førtidspensionister kan ikke bare droppe pensionen og gå ud for at tage et arbejde, påpeger Post.
- Da forekommer det lidt absurd, at de bliver straffet på pengepungen ud fra devisen om, at det er dem med leverpostejmadderne og kedeldragterne, som vi vil belønne, siger hun.
Et ægtepar på førtidspension går glip af 11.700 kroner om året i rådighedsbeløb, når skattereformen er fuldt indført i 2023, viser de nye tal.
For et par på førtidspension betyder det meget at have 1000 kroner mindre om måneden, påpeger Bettina Post.
I- De vil meget tydeligt kunne mærke en nedgang på 1000 kroner om måneden, siger hun.
En direktørfamilie med to børn, som vinder 17.800 kroner årligt i rådighedsbeløb på skattereformen, vil derimod næppe mærke den store forskel, mener hun.
- Der er tale om meget stor forskelsbehandling, mener socialrådgivernes formand.
Førtidspensionisterne har en indtægt på niveau med dagpenge på cirka 17.000 om måneden.