Wesley Sneijder var manden i skysovs, da de orangeklædte hollændere fik vendt et truende nederlag til sejr i fredagens kvartfinale ved VM mod Brasilien.
Brasserne lagde ellers ud med en chokstart med Robinho i hovedrollen. Manchester City-spilleren scorede to mål i de første ti minutter - det første blev dog annulleret for offside.
Men i det 10. minut var der gevinst efter en formidabel aflevering af Felipe Melo, der totalt splittede det hollandske forsvar.
I anden halvleg fik hollænderne dog troen på sejr tilbage.
Wesley Sneijder sendte efter 10 minutter en bold ind fra kanten af feltet. Juventus-spilleren Felipe Melo og den brasilianske målmand stødte sammen, og ind sejlede bolden.
I midten af halvlegen gjorder Sneijder det så til slutresultat 2-1, da han headede læderet i nettet efter et hjørnespark.
På forhånd var de to 10'ere Wesley Sneijder og Kaka blevet spået en hovedrolle, og den duel faldt klart ud til hollænderens fordel.
Holland har nu kurs mod finalen, da semifinalen byder på en på papiret overkommelig modstander - vinderen af kampen mellem Uruguay eller Ghana.