Snedriver og minusgrader giver danskerne lyst til at shoppe.
Sådan lyder meldingen fra (net)butikker og storcentre.
I shoppingcentret Fisketorvet i København er man begejstret for sneen.
"Generelt drager vi som center fordel af, at folk har lyst til at være indenfor i tørvejr, når vejret er koldt," siger Jacob Bannor, shopping center manager i Fisketorvet, til Børsen.'
Samme melding lyder fra Magasin.
"Der er rigtig mange mennesker i vores butikker, så vi regner med, at det bliver en ret god jul," siger jan Helleskov, kommunikationschef ved Magasin, til Børsen.
Der er dog også mange, der vælger at klare juleindkøbene foran computeren. Således er julehandlen over internettet steget med 33 procent i forhold til sidste år.
"Vi får en del forærende, fordi folk ikke gider besværet med at gå ud i sneen," siger adm. direktør Annette Falberg fra Foreningen for Distance og Internethandel til Jyllands-Posten.
I Dansk Erhverv forventer man, at danskerne i år vil bruge 8,2 milliarder kroner på gaver og julemad. Det er en smule mere end sidste år.