Slutspurt sikrer Silkeborg forløsende sejr

Sene scoringer fra Marvin Pourie og Bjarni Thor Vidarsson scorede for Silkeborg, der slog Sønderjyske 2-0.

Silkeborg fik en tiltrængt sejr i Superligaen, da træner Keld Bordinggaards kriseramte mandskab lørdag vandt udekampen i Haderslev med 2-0 over Sønderjyske.

Marvin Pourie og Bjarni Thor Vidarsson blev heltene for Silkeborg med en scoring hver i slutfasen.

Det gik lang tid før kampen åbnede sig op, for begge mandskaber var fra start opsat på, at opgøret ikke måtte tabes.

Gæsterne fra Silkeborg, der nu har fået syv point efter ni kampe, turde satse en anelse mere end Sønderjyske, men evnerne rakte ikke til at trykke værterne i bund.

Adeola Runsewe havde et godt forsøg 10 minutter før pausen, da Marvin Pourie lagde bolden af til nigerianeren. Kenneth Stenild i værternes mål fik dog reddet det farlige skud til hjørnespark.

Sønderjyske, der mødte frem til opgøret med tre nederlag i træk, havde valgt at satse på hurtige omstillinger, og det var ikke mange gange, at værterne skabte noget farligt.

10 minutter efter pausen havde Bjørn Paulsen dog et fremragende forsøg, da Johan Absalonsen havde taget et ryk op ad venstrekanten.

Paulsen hamrede resolut på mål, og kun en feberredning fra Silkeborg-keeper Lasse Heinze reddede gæsterne i den situation.

Silkeborg havde dog flest kræfter i behold i slutminutter, hvor det lykkedes for Marvin Pourie at hamre gæsterne foran med 1-0.

Det forløsende mål blev kort efter fulgt op af netop indskiftede Bjarni Thor Vidarsson, der headede Frank Hansens indlæg i mål til 2-0.

Silkeborg rykker med sejren væk fra sidstepladsen i Superligaen, mens Sønderjyske har 10 point lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.