Danskerne hiver i stigende grad varer med det røde ø-mærke ned fra hylderne. Men en bestemt øko-vare bliver forbigået, når danskerne køber dagligvare.
For de økologiske kartofler går salget nemlig helt den anden vej - ned af bakke. Salget af de økologiske kartofler faldt med næsten otte procent i 2013. Det skriver Berlingske Business.
Ifølge Landbrug og Fødevarer er kartoffelsalget vigende over en bred kam - og det rammer også de økologiske kartofler. Men en af landets største kartoffelproducenter giver en anden forklaring.
- Alle de der fødevareeksperter siger jo, at det ikke er sundt at spise kartofler. Og det rammer især os økologer, fordi vi har nogle meget trendy forbrugere. De er fremme i skoene med det nye, siger Peter Bay Knudsen fra det økologiske landbrug Skiftekær på Tåsinge til Berlingske Business og fortsætter:
- Det er helt tydeligt, at vores forbrugere er mere oppe på mærkerne, siger han.
Den opfattelse deler man i Økologisk Landsforening.
- Der er jo rigtig mange, der går væk fra stivelsesprodukter som kartofler, fordi de lever efter den såkaldte low carb-high fat-kur, siger projektleder i Økologisk Landsforening Gitte Hvoldal til Berlingske Business.
Kilde: Berlingske Business
Newspaq