Situationen omkring en belejret moské i den egyptiske hovedstad Kairo er ved at udvikle sig dramatisk.
Ifølge egyptisk tv og flere nyhedsbureauer bliver der udvekslet skud mellem egyptiske sikkerhedsstyrker og medlemmer af Det Muslimske Broderskab foran Al-Fatah moskéen. Der rapporteres ligeledes om brug af tåregas.
TV-billeder på den privatejede tv-station CBC viser angiveligt, at nogen affyrer skud fra moskéens minaret ned mod Ramses-pladsen.
Ifølge tv-stationen er skududvekslingen mellem medlemmer af Det Muslimske Broderskab og egyptiske sikkerhedsstyrker, men identiteten på dem, der affyrer skuddene, kan ikke bekræftes.
Egyptiske sikkerhedsstyrker omringede natten til lørdag moskéen, der er et samlingssted for tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi og Det Muslimske Broderskab.
Belejringen af moskeen i Ramsi-kvarteret afsluttede en dag præget af nye sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og tilhængere af Mohamed Mursi. 173 mennesker har i løbet af det seneste døgn mistet livet under urolighederne i Egypten.
Tidligere lørdag har egyptiske sikkerhedsstyrker eskorteret hundredvis af Mursi-tilhængere ud af bygningen, men mange af broderskabets støtter opholder sig angiveligt fortsat i bygningen.
Samtidig med skyderiet har den egyptiske premierminister Hazem el-Beblawi foreslået en juridisk opløsning af Det Muslimske Broderskab.
Forslaget skal nu undersøges af Egyptens ministerium for sociale anliggender.
/ritzau/Reuters