Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har anholdt en 18-årig teenager, der må konstatere, at hans forsøg på at begå "voldelig jihad" uden for en bar i storbyen Chicagos centrum slog fejl.
Den 18-årige amerikaner Adel Daoud blev anholdt fredag aften efter en flere måneder lang politioperation, hvor undercover-betjente forsynede ham med en falsk bombe.
Daoud havde planlagt at udløse bomben kort før hans anholdelse, lyder det fra de amerikanske myndigheder.
Daoud, der bor i Chicago-forstaden Hillside, blev lørdag fremstillet for en dommer, hvor han blev sigtet for forsøg på at bruge masseødelæggelsesvåben og for forsøg på at ødelægge en bygning ved hjælp af sprængstof.
Ifølge en erklæring i sagen kontaktede to undercover-FBI-agenter Daoud i maj som reaktion på noget materiale, teenageren havde lagt online, og agenterne begyndte at udveksle beskeder med ham.
- Under denne kommunikation udtrykte Daoud interesse i at deltage i voldelig jihad, enten i USA eller i udlandet.
- Han udtalte også, at han var i gang med at rekruttere andre personer til at deltage i voldelig jihad og nævnte, at han havde diskuteret planerne for et angreb med "betroede brødre", hedder det i erklæringen.
Daoud havde lavet en liste med 29 mulige mål for sit angreb, heriblandt indkøbscentre og turistattraktioner i Chicago, før han besluttede sig for baren.
Daoud mødtes fredag med en undercover-agent i en forstad til millionbyen, hvor de sammen bad til, at angrebet måtte resultere i mange dræbte, lyder det videre i erklæringen.
Derefter kørte de til byens centrum, hvor Daoud hentede en jeep med den falske bombe og kørte den til baren. Daoud selv gik ind i en nærliggende gyde, hvor han forsøgte at udløse bomben, mens betjenten så på. Han blev derefter anholdt.
Den 18-årige bombemand kan nu risikere en livstidsdom.
/ritzau/AFP/Reuters