Den danske Oscar-kandidat "En kongelig affære" har betydet meget for de, der har været med i produktionen.
For den unge skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, der har filmens hovedrolle, har den betydet ekstra meget.
Før "En kongelig affære" var Følsgaard en ung stort set ukendt skuespiller. Efter filmens visning på filmfestivalen i Berlin kunne han skrive Sølvbjørn-vinder på visitkortet. Og dermed var han pludselig skuespiller med internationalt potentiale.
Og at Struensee-filmen nu også står med mulighed for en Oscar gør bare det hele bedre for den 28-årige skuespiller.
- Det giver jo en opmærksomhed på mig, som jeg allerede har mærket i Berlin. Det er sjovt, at man laver en film for halvandet år siden, og så bliver det ved med at rulle. Det her kan jo blive klimaks, siger Mikkel Boe Følsgaard.
Han har dog ikke specielt lyst til selv at tage æren. Han peger især på instruktør Nikolaj Arcel som den, der har fortjent hæderen.
- Det er jo specielt Nikolaj, fordi han har arbejdet så hårdt og så længe med den her film, siger Mikkel Boe Følsgaard.
Han krydser fingre for, at "En kongelig affære" nu også når gennem de næste nåleøjer og når frem blandt de nominerede, så holdet bag skal til statuette-uddeling i Los Angeles den 26. februar.
- Det gad jeg rigtigt godt. Nu har jeg set det på fjernsyn i mange år. Jeg gad godt selv være med, siger skuespilleren.
/ritzau/