Sagen om den 14-årige dreng, der er mistænkt for at have knivdræbt en 42-årig mand på en parkeringsplads i Tilst, får nu kommunen til at varsle en ny kurs over for familier, som ikke kan tøjle voldelige og aggressive unge.
»Selvom lovgivningen siger, at vi skal have en tæt dialog med forældrene, skal vi ikke lade os forblænde af tanken om, at der er noget godt i alle forældre. Hvis vi vurderer, at et indgreb er nødvendigt, vil vi fremover ikke nødvendigvis vente på forældrenes samtykke,« siger socialrådmand Gert Bjerregaard (V).
I sagen om den 14-årige viser en rapport om sagsforløbet da også, at drengens skole og den pædagogisk-psykologiske rådgivning har foreslået en række foranstaltninger, som drengens forældre ikke har villet gå med til. Gert Bjerregaard understreger, at den nye kurs kan betyde flere tvangsfjernelser.
Rapporten påpeger desuden en række problemer i kommunens og Region Midtjyllands samarbejde, og Gert Bjerregaard erkender, at meget er gået galt.
Dårligt samarbejde
»Vores indbyrdes dialog har i denne sag ikke fungeret godt nok. Man har med rette kunnet forvente, at en tilsyneladende enkel sag også kunne ordnes på en enkel måde. Men nu må vi se fremad, og nu har vi lavet en aftale med regionen, så vi forhåbentlig undgår lignende sager,« siger rådmanden.
Aftalen betyder blandt andet, at der oprettes en hotline, så kommunale og regionale chefer inden for psykiatri- og socialområdet kan ringe direkte til hinanden og træffe afgørelser uden om de normale procedurer. Det skal blandt andet sikre, at kommunen inden for 24 timer kan få en psykiatrisk vurdering af de mest voldsomme unge, så de kan komme i behandling hurtigt.
Netop manglen på dette var ifølge Gert Bjerregaard en af grundene til, at sagen om den 14-årige endte fatalt.
Århus Kommune har desuden nedsat en ekspertgruppe, som i begyndelsen af februar kommer med forslag til hvilke tiltag, der skal tages for at undgå lignende sager.