Da det skotske nationalistparti i maj kom til magten i Skotland, lovede dets leder, Alex Salmond, at give landet et nyt slogan.
Det gamle var Skotland – det bedste lille land i verden . Og det var alt, alt for tamt for Salmond.
Som det første bestilte han et reklamebureau til at finde på noget nyt. Efter at have brugt 1,3 millioner kroner og et halvt år på projektet, offentliggjorde regeringen denne uge det nye slogan: Velkommen til Skotland .
Hos oppositionen er man en anelse skuffet.
- Det lyder mere som et vejskilt end som en uimodståelig invitation om at besøge vores land, siger Labour-politikeren Jackie Ballie til The Scotsman.
Lokker med vand-energi
Nationalistpartiet kæmper for uafhængighed fra Storbritannien og vil væk fra oppositionens nuttede billede af Skotland som et lille land med sækkepiber og kilt.
Men nu er brandingen endt helt i den anden grøft, mener eksperter.
- Velkommen til Skotland«-sloganet følges op med billeder af en mand i regnvejr i Edinburgh, et overbliksbillede af Inverness og nogle brusende bølger. Den sidste plakat ledsages af teksten Aberdeen – hjem for verdens største bølge-energi-værk .
- Det er nogenlunde lige så kedeligt som statskampagner om spritkørsel eller fartgrænser. Hvem kommer for at se et vand-energi-projekt, siger kommunikationseksperten Christine Gupta til The Times.
Moderne og spændende
Regeringen forsvarer sig med, at sloganet kun er en lille del af kampagnen. Og at man fremhæver Skotlands nye kvaliteter i kampagnen.
- Det her handler ikke om smarte slogans – der er meget mere i det. Det handler om at vise, hvilket moderne, spændende og succesfuldt land Skotland er, siger kulturminister Linda Fabiani til The Times.
At Skotlands fem millioner indbyggere har selvstyre, men er en del af Storbritannien.
At i Skotlands våbenskjold indgår det latinske motto »Nemo me impune lacessit« (Ingen provokerer mig ustraffet).
At landets nationalret er haggis, der består af fåreindvolde, havre og krydderier kogt i en fåremave.