»Det er lidt svært at finde ud af at have to hjem.«
»Jeg savner meget min far i hverdagen.«
»Jeg bliver meget ked af det, når far og hans kæreste siger grimme ting om min mor.«
Sådan lyder nogle af de tanker og følelser, som skilsmissebørn typisk bokser med. Og uanset at flere tusinde børn hvert år oplever, at deres mor og far går fra hinanden, kan de godt komme til at føle sig alene med alt den indre tumult, det sætter i gang, mener psykolog ved Statsforvaltningen Sjælland Nina Vrang. Og så har de, ifølge hende, gavn af at holde sammen og tale med hinanden i børnegrupper eller på nettet.
Ligesindede
Derfor har Statsforvaltningen Sjælland netop oprettet to børnegrupper, hvor skilsmissebørn mellem ni og tolv år kan mødes og tale sammen med jævnaldrende børn i samme situation.
»Børnene har ofte ikke nogen at tale med deres problemer om – de har nemlig sjældent lyst til at tale med deres skolekammerater – derfor vil vi give dem mulighed for at møde ligesindede i børnegrupperne,« siger psykolog Nina Vrang.
Hun mener, at skilsmissebørn, i mødet med jævnaldrende i samme situation, vil opleve lettelse ved at opdage, at de ikke er alene med deres tanker og følelser. Ligesom børnegrupperne vil hjælpe skilsmissebørn til en større forståelse for forholdene i deres egen familie.
»Børnegrupperne kan hjælpe børn, der har det svært med familiens opbrud,« siger Nina Vrang.
Der bliver i øjeblikket oprettet børnegrupper i Roskilde og Nykøbing Falster. For de børn, der ikke har mulighed for eller lyst til at komme i en børnegruppe, er der hjælp at hente på hjemmesiden morogfarskalskilles.dk. Her kan børn læse andre børns fortællinger, skrive dagbog, skrive til en brevkasse samt finde svar på de mest almindelige spørgsmål om skilsmisse.
I alt det triste kan der sagtens være grunde til at være glad.
Det kan være, du vil opleve, at din mor og far bliver gladere hver for sig, når de er gået fra hinanden, og er mere opmærksomme på dig.
Du lærer måske din mor og far bedre at kende, når de bor hver for sig, og de lærer måske dig bedre at kende.
Det kan være, der ikke bliver så mange skænderier.
Kilde: www.dinmorogfarskalskilles.dk