Det kan være drømmen at suse rundt i en hurtig luksusbil i millionklassen. Men en række købere af den slags biler får i disse dage en ubehagelig hilsen fra Skattevæsenet.
Bilkøberne har ifølge TV Avisen handlet med en kriminel autoforhandler, der har importeret bilerne på fiktive fakturaer fra udlandet ved at sætte bilernes anskaffelsespris lavere end den reelle pris. Men da det er den pris, som Skat beregner registreringsafgiften ud fra, er den danske statskasse altså gået glip af millioner af kroner.
Men regningen er på vej. Skat sender i øjeblikket girokort ud til 40 købere af biler til op mod 4,5 millioner kroner stykket.
En af dem, der får en hilsen fra Skat, er rigmanden Erik Damgaard, der i sin tid købte en Jaguar til sin daværende kone Anni Fønsby. Han siger dog, at han handlede i god tro.
"Når man køber en bil på hvide plader, forventer man selvfølgelig, at afgiften er betalt," forklarer han.
18 af bilkøberne bliver nu sigtet og risikerer op til fire års fængsel, mens autoforhandleren er tiltalt for at snyde statskassen for mere end 33 millioner kroner.