FC Københavns målmand Johan Wiland blev tirsdag aften skadet under Sverige landsholdstræning i Helsingborg.
Der er tale om en forstrækning i venstre baglår, som også tidligere har plaget den 31-årige målmand.
Skaden opstod, da Wiland skulle tage et udspark med venstre fod, og han forlod omgående træningsbanen.
Det står endnu ikke klart, hvor alvorlig en forstrækning, der er tale om, men ifølge den svenske avis Expressen, har Johan Wiland helt forladt landsholdslejren.
Han er dermed hverken aktuel til torsdagens venskabskamp mod Kina eller VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i Malmø på tirsdag.
Wilands klub, FC København, står overfor en af sæsonens travleste perioder i de kommende uger. Her skal klubben både spille superligakampe og kampe i Europa League.
/ritzau/TT