Andy Carroll viste lovende takter, da han debuterede for West Ham i weekendens 3-0-sejr over Fulham.
Men der går formentlig fem-seks uger, før den udlånte Liverpool-spiller igen kan tilføre bid til London-klubbens angreb.
Carroll udgik med en skade i læggen mod slutningen af kampen, og lokale medier skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den 23-årige angriber må holde op mod seks ugers pause.
Det betyder ikke kun, at han går glip af lokalopgørene mod Queens Park Rangers og Arsenal, men også at han ikke er aktuel i landsholdssammenhæng.
Carroll skulle have spillet VM-kvalifikationskampe mod Moldova og Ukraine i den kommende uge, og han kommer formentlig også til at mangle i oktober, hvor modstanderne er San Marino og Polen.
Andy Carroll kom til Liverpool fra Newcastle i januar 2011, men har aldrig fået sit egentlige gennembrud i sin nye klub.
Liverpool-manager Brendan Rodgers valgte kort før transfervinduets udløb at leje den høje centerforward ud til West Ham, men har senere sagt, at han ikke ville have gjort det, hvis han havde vidst, at der ikke kom en anden angriber i stedet for.
/ritzau/