Blogindlæg Sygeplejerske med opsang efter rørende begravelse: "Sjusk ikke med livet"

Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.

EN MAND ER DØD i Aarhus, og der var ikke nok til at bære hans kiste ud af kirken. Derfor efterlyste præsten mennesker på Facebook, som ville hjælpe. Mere end 20 meldte sig til at være til stede, for som præsten sagde: "Der er mange, der ikke synes, at man skal sendes afsted alene”.

Det er rørende, at der findes mennesker, der vil bruge en tirsdag på at møde op i en kirke for at være tilstede ved en begravelse af et menneske, de slet ikke kender. Det er trist at tænke på, at der findes mennesker, der ender deres liv, uden at kunne samle tilstrækkelig med mennesker til at kisten kan bæres.

JEG MØDER DEM som hjemmesygeplejerske. Mennesker, der i årevis har siddet alene i deres lejligheder, så længe at de til sidst har mistet evnen til at være sammen med andre, til at engagere sig i andre, til at blive engageret i.

Nogle er nærmest født alene. Jeg møder alkoholikere, som i glimt kan fortælle historien om, hvordan de selv voksede op hos alkoholikere, hvordan deres søskende blev alkoholikere, hvordan lillebroderen døde af en overdosis, og storesøsteren sidder alene i en lejlighed et andet sted i byen, syg af alkoholskader. En mand fortalte mig, hvordan hans alkoholiserede far, som var kistemager, kunne finde på at lukke ham inde i en kiste som straf for hans unoder. Så lå han der i timevis, uden at vide hvornår han kom ud. Nogle gange blev han lukket inde uden grund. Jeg tænkte meget på, hvor usikker en opvækst, det må ha' været. På den måde er nogle nærmest født alene og ikke med de bedste kort på hånden. Men mange bliver det over tid og uden alkohol.

Nogle mister det sociale, når de føler de mister balancen. Frygten for at falde forhindrer dem i at gå ud. Og så bliver væggene det eneste at tale med. Det er ikke alle, der bliver ensomme af det. Nogle begraver sig i bøger, nyder tiden med strikketøj, fjernsyn og aviser. Mens andre bare venter. Jeg ved ikke rigtig, hvad de venter på.

DE BOR INDE BAG dørene i opgangene. Hvis vi sænker farten – får ro på – så får vi øje på dem. Vi har så travlt. Alle med vores. Nogle andre må tage sig af det. Kommunen, kirken, Ældre Sagen eller staten. I hvert fald bare nogle andre. Måske kan vi indse, at de vigtigste er dem omkring os. At det er vigtigt, at der ikke skal annonceres efter kistebærere, men at der i hverdagen er at menneske, der kigger forbi. Var det ikke det, vi ville med vores samfund, at alle var med?

Jeg møder også dem, der fortryder. Og de der aldrig indser, de har noget at fortryde. Men de får mig til at tænke på, at fællesskab ikke er noget, man går ind i eller får. Det er noget man bygger. Noget man bærer til. At vi, der har fået bedre kort, bærer ekstra til. I stedet for at tale om fællesskabet, må vi bære til det. Dine titler og bedrifter kan ikke bære dig. Eller bære dig ud af kirken. Du skal bære andre, ligesom de skal bære dig. Stop op – ro på – se dig omkring. Sjusk ikke med dit liv.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News