Selv om den danske landsholdsmålmand Anders Lindegaard vogtede Manchester Uniteds mål i weekendens 3-2-sejr over Southampton, skal danskeren ikke forvente, at han nu har vippet konkurrenten David De Gea af pinden.
De Gea så noget usikker ud i sidste uges kamp mod Fulham, og derfor besluttede United-manager Sir Alex Ferguson for første gang i denne sæson at droppe den unge spanier.
- Jeg synes, David lavede en fejl i sidste uge. Han ved det godt. Han har været i fin form og har lavet fantastiske redninger, men en fejl som den kunne have kostet os sejren, siger Ferguson til Sky Sports.
- Han er stadig inde i en læreproces, og han vil være tilbage på holdet et par uger efter landskampspausen.
- Anders fik sin første kamp. Jeg synes, han så en smule nervøs ud i nogle situationer, men han er en meget god målmand. Jeg synes ikke, det er et stort problem, men det er noget, man skal gøre noget ved, lyder det fra Ferguson.
Kampen mod Southampton var Lindegaards niende Premier League-kamp for Manchester United og den første siden en kamp mod Arsenal den 22. januar.
/ritzau/