Patrik Sinkewitz melder sig nu til feltet af cykelryttere, der indrømmer dopingmisbrug.
Den tyske cykelrytter brugte blandt andet epo og ulovlige blodtransfusioner før i tiden, skriver BBC Sport. Sinkewitz begyndte at tage epo i 2003, og dopingmisbrugte foregik både, mens han kørte for Team Quick-Step og T-Mobile. Tyskeren hævder dog, at han stoppede med at bruge doping sidste år.
- Det var ikke nogen hemmelighed, at epo gjorde dig hurtigere, siger han.
Patrik Sinkewitz blev smidt ud af årets Tour de France, da han blev testet positiv for brug af testosteron. Da han senere nægtede at tage en B-prøve, blev han fyret fra T-Mobile. Men på trods af indrømmelsen af fortidens synder fastholder Sinkewitz, at den positive test under årets cykelløb skyldtes en særlig testosteron-gel, han brugte under træningen.