Den tyrkiske fodboldklub Fenerbahce fik onsdag en dramatisk optakt til torsdagens møde med Manchester United i Europa League.
Truppen, der inkluderer fodboldlandsholdets anfører, Simon Kjær, måtte på vej til Manchester nødlande i den ungarske hovedstad, Budapest.
Flyets nødlanding var forårsaget af en bristet rude i cockpittet.
I en meddelelse på klubbens hjemmeside skriver Fenerbahce, at en fugl havde ramt vinduet.
Ifølge en talsmand for lufthavnen i Budapest opholder den tyrkiske spillertrup sig i lufthavnen, hvor spillerne venter på et nyt fly, der kan fragte dem til Manchester.
Kampen i Europa Leagues gruppe A er ganske vital, da Manchester United og Fenerbahce sammen med hollandske Feyenoord slås om de to pladser, der giver videre avancement.
Efter to spillerunder fører tyrkerne gruppen med fire point, mens United og Feyenoord har hver tre. Ukrainske Zorya ligger i bunden med et point.
Torsdagens møde begynder klokken 21.05.
/ritzau/