Simon Kjær, der i denne sæson har været udlejet til Roma, vil ikke tilbage til Wolfsburg efter sommerens EM-slutrunde.
Landsholdets midterforsvarer afviser at vende retur til den tyske bundesliga-klub, der ejer ham to år endnu.
- Jeg skal absolut ikke tilbage dertil, det er helt sikkert, siger Kjær til Jyllands-Posten.
Den 23-årige forsvarsspiller skiftede til Wolfsburg i 2010 efter et succesfuldt ophold i Palermo. Men efter en sæson med masser af problemer og manglende spilleglæde i Tyskland blev han sidste år udlejet til Roma.
Selv om Roma-træner Luis Enriques valgte at stoppe i sidste uge, så håber danskeren, at han kan fortsætte i den italienske hovedstadsklub.
- Der skal falde en afgørelse inden den 31. maj, så der er ikke andet for end at vente og se.
- Jeg ved, at de har været tilfredse i klubben, men i og med at der skal findes en ny træner, så er der mange ting, der spiller ind, fortæller Kjær.
Roma havde en mindre god sæson i Serie A, hvor holdet sluttede på en syvendeplads.