Det kom som en stor overraskelse for fodboldspilleren Simon Kjær, at Wolfsburgs manager, Felix Magath, placerede ham på den defensive midtbane i fredagens 0-0-kamp ude mod Augsburg i Bundesligaen.
Den danske midterforsvarer havde ikke spillet den plads siden juniortiden i FC Midtjylland, men han er klar til at fortsætte på pladsen, hvis det er Magaths ønske.
- Jeg ser selvfølgelig mig selv som midterforsvarer, og jeg har altså spillet mere end 150 kampe i Serie A og Bundesligaen samt på landsholdet på den plads, men det er op til Magath, hvor han vil bruge mig, siger Simon Kjær til bold.dk.
- Jeg fik vist ham, at jeg også kan spille den plads, og det er jeg godt tilfreds med. Det er vigtigst at spille fra start, og der var også godt med ros og skulderklap bagefter, og det er jo altid rart, siger landsholdsspilleren.
Simon Kjær, som tidligere har været meget på kant med Felix Magath, er først og fremmest tilfreds med, at manageren brugte ham fra start for første gang i sæsonen.
Men han skulle alligevel lige sluge beskeden om, at han skulle spille på midtbanen.
- Jeg skulle lige trække vejret og tænke klart, da jeg så mit navn på den plads, men det er jo altid langt federe at spille end at sidde på bænken - også selv om det er en ny plads.
- Det er nogle helt andre løbemønstre, og jeg var vildt smadret bagefter. Min opgave var at ligge defensivt midt og beskytte forsvaret, og det gik godt, for Augsburg spillede sig slet ikke igennem til noget, siger Simon Kjær
Også Thomas Kahlenberg var med i startopstillingen på midtbanen.
Det var noget af en begivenhed, eftersom danskeren sidst indgik i Felix Magaths startellever i maj 2011.
- Alt i alt var det dejligt at spille igen, siger Thomas Kahlenberg til Wolfsburgs hjemmeside.
- Mod afslutningen af kampen havde vi de bedste chancer, og vi skulle have vundet. Det er i orden at hente et point på udebane, men vi var tættest på sejren, så det er ærgerligt, siger danskeren.
/ritzau/