En due har hovedet på skrå, så den kan holde øje med os højt oppe fra sin bolig i et udluftningsrør. Over den er en dynge undsluppet korn begyndt at sende spinkle grønne spirer op mod himlen. Inde i siloen runger vores stemmer mellem betongulvet og loftet højt oppe. På gulvet ligger tre flade cigaretskod og vidner om, at 12. november var cirka 100 unge samlet her for at se, om KFK-siloen kan bruges til noget, inden den efter planen ender sine dage til foråret.
»Det handler jo ikke kun om siloen. Det handler om at få skabt et netværk, så de kreative kræfter i byen kan få et sted at være,« siger Ninna Gry, der var med på mødet og er engageret i projektet.
Hun ruller rundt på rulleskøjter mellem tykke, grønne rør og store tanke, der engang har indeholdt tonsvis af korn og kraftfoder. Nu er der kun lidt økologisk rug og grynhavre tilbage.
»Det er da spild at rive det hele ned og lave det til parkeringspladser. Hvorfor ikke forny og forskønne bygningen i stedet for?« spørger hun ud i det nederste rum.

Akustisk musik

Klaus Krienke foreslår, at der kan være marked her. Og koncerter.
»Vi skal bare sørge for, at det er sikkert, og at alle tilladelser er på plads. Men der er for få koncerter her i byen,« siger han, der er arbejdsledig, men kalder sig kulturelt aktiv. De unge, der er lune på siloen, er blandt andet fra musikkonservatoriet, kunstakademiet, kaospiloterne og arkitektskolen. De har ideer om at lave akustisk lyd gennem de lange, tykke rør, så borgerne i Århus kan komme ind og få en lyd- og rumoplevelse af en bygning, de bare plejer at køre forbi. De har planer om kunst, arrangementer og happenings.
»Her er meget akustik og masser af plads med højt til loftet,« siger Ninna Gry og ruller hen over betonen.
En træt kost læner sig op af en ad betonpillerne, og et gråt lag støv har lagt sig over den. Og alt muligt andet.
Vi går op ad trappen på den side af siloen, der vender ud mod vandet. Engang var trappen rød. Nu har støvet indtaget opgangen og farvet alt i sin inciterende brune farve. Ninna Gry har stillet sine rulleskøjter i bunden, og hendes strikstrømper er allerede faldet i et med omgivelserne.

Kæmpe puderum

Vi går ind i rummet på 1. sal. Et rødt, elektrisk øje lyser ud i mørket, og støvet ligger så tykt, at lyden af vores fodtøj forsvinder.
»Her kunne være musik-øvelokale eller atelier. Vi kunne også lave papmachefigurer og stille i hjørnerne, eller der kunne være et kæmpe puderum. Så kunne en frustreret kulturrådmand komme og tæske løs på puderne,« siger Klaus Krienke. Ninna Gry konstaterer, at det bliver et ordentligt arbejde med rengøring, hvis stedet skal bruges, men hun er frisk på den. Vi går længere op i den seks etager store bygning.

Beskeder på mur

På 4. sal er en vindeltrappe, der fører ind til et rum lige under taget på sidebygningen. I hver side er to transportbånd, men ellers er rummet stort, og for enden er der en port, der kan åbnes. Idet døren går op, har vi udsigt over Århus.
»Prøv lige at se. Vi kan se Århus, så de kan også se os. Toke har foreslået, at man kunne projektere beskeder op på muren og give folk informationer på den måde,« smiler Ninna Gry, og Klaus Krienke nikker.
»Århus!« brøler han ud mod byen, som om han prøver at råbe den op.
Direktør for Aarhusegnens Andel, Vagn Aage Jensen, behøver han ikke at råbe til. Han har allerede hørt de unge.
»Det skulle glæde mig, hvis de unge kunne få politikerne i tale, for det burde være en mulighed at anvende siloen til andet end at rive ned. Vi vil også gerne hjælpe økonomisk, hvis det skal være,« siger Vagn Aage Jensen.

Værdi for byen

Han synes, det er en skam at rive siloen ned, som han mener, er en værdi for byen.
På vej ned ad trapperne i siloen fortæller Ninna Gry, at det er planen, at de unge vil gå i gang med kulturarrangementerne, så snart alle tilladelser er på plads.
»Det ville jo være perfekt. Folk mangler jo et sted at være,« siger hun og slår ud med armene.
Vi når ned på jorden igen. Ninna Gry tager sine rulleskøjter på og låser døren til siloen.
I aften er der pressemøde om siloen hos kaospiloterne i Mejlgade.