For første gang siden 2006 skal de danske badmintonherrer spille semifinale ved Thomas Cup, som verdensmesterskaberne for landshold hedder.
Med Jonas Rasmussen/Mads Conrad-Petersens tresætssejr onsdag morgen dansk tid over russerne Evgenij Dremin/Sergey Lunev bragte de Danmark foran 3-0 - og det er rigeligt i en match, hvor der spilles bedst af fem kampe.
Inden da havde Peter Gade besejret Ruslands bedste herresingle Vladimir Ivanov i to sæt, ligesom Jan Ø. Jørgensen tog revanche for sit nederlag tirsdag ved sikkert at besejre Ivan Sozonov i to sæt.
Danmark møder i semifinalen vinderen af mødet mellem Tyskland og Sydkorea, der spilles i eftermiddag dansk tid.
Danmark har otte gange vundet sølv ved Thomas Cup, men aldrig guld ved mesterskaberne, der afholdes hvert andet år.
Denne gang spilles mesterskaberne - der i øvrigt afvikles samtidig med kvindernes VM, Uber Cup - i den kinesiske by Wuhan.