Camilla Martin er forelsket i sin eks.
Den tidligere badmintonspiller blev skilt fra økonomen Lars Nygaard for et år siden, men har nu fundet sammen med ham igen, skriver tvguide.dk på baggrund af Her & Nu.
De blev gift i 2005 og holdt sammen i seks år. Undervejs fik de også to børn sammen. Men sidste år valgte de altså at gå fra hinanden - dog som gode venner.
- Det er forløbet ganske udramatisk, så der er ikke noget ballade. Selvfølgelig er det rigtig trist, men jeg glæder mig over, at vi stadig har det fint med hinanden. Vi kan bare ikke få det til at fungere som par, sagde Onside-værten dengang til BT.
Men måske de to bare skulle have en lille pause fra hinanden. For det lader til, at den gamle flamme er blusset op igen.
- Foreløbig tager vi det stille og roligt. Vi har jo aldrig været uvenner, og vi har haft godt af en pause. Men forelsket er jeg, siger Camilla Martin til Her & Nu.
Camilla Martin er tidligere verdensmester i badminton og var i en lang årrække Danmarks suverænt bedste damesingle.
Kilde: tvguide.dk