Britiske Sheila Vogel-Coupe ligner ved første øjekast enhver ældre kvinde. Hun har imidlertid en noget atypisk profession for sin høje alder.
For fire år siden kastede den nu 85-årige Sheila sig nemlig ud i hvervet som prostitueret, fordi hun var ensom efter sin mands død i 2004.
Følg Avisen.dk på Facebook - klik her og bliv ven med os nu
Sheilas beslutning gør hende i dag til Storbritanniens ældste prostituerede, hvilket har vakt flere britiske mediers interesse. Senest er der blevet lavet en dokumentar om Sheilas liv.
Selvom familien har slået hånden af hende som følge af den store mediebevågenhed, er Sheila langt fra på vej ud af branchen.
"Man skulle tro, jeg havde begået et mord. De kunne slet ikke forstå, at jeg kunne finde på det. De ville have mig til at love aldrig at gøre det igen, men jeg bad dem klappe i," siger Sheila til britiske Metro og fortsætter:
"Jeg elsker sex. Alene det at jeg tænker på det, gør at jeg får det bedre," siger Sheila, der tjener knap 2300 kroner i timen.