SF skal ud i et internt kampvalg om den formandspost, som Villy Søvndal fredag forlod.
Det kræver store dele af partiets bagland ifølge Politiken lørdag.
Dermed sender de også et signal om stor modstand mod et scenario, som mange finder sandsynligt: At partitoppen forsøger at presse sundhedsminister Astrid Krag igennem som ny formand.
Tværtimod skal flere kandidater opstilles og dyste i en urafstemning, lyder det fra en lang række fremtrædende SF'ere.
- Det er altafgørende. Vi har en meget stærk demokratisk tradition i partiet, og selvfølgelig skal det til urafstemning, hvem der skal være formand, siger gruppeformand Pernille Vigsø Bagge til avisen.
Netop en urafstemning var modellen, da Villy Søvndal blev valgt i 2005. Her sejrede han i et kampvalg mod handelsminister Pia Olsen Dyhr og landsledelsesmedlem Meta Fuglsang.
Hvis ikke det sker igen, bliver hele kulturen i SF underkuet, lyder advarslen fra tidligere folketingsmedlem Kristen Touborg.
- Jeg stemte ikke på Villy sidst, men i det øjeblik, at han blev valgt, var han min formand, og så sluttede jeg op om ham.
- Så det er selve grundlaget for vores demokrati i partiet. Jeg er imod, at man er kåret på forhånd til den vigtigste post i partiet, siger Kristen Touborg til Politiken.
Landsledelsesmedlem Poul Overlund-Sørensen nøjes med at sige, at partiet vil lide skade af en hurtig løsning med kun en kandidat.
- Ethvert forsøg på kup vil støde imod kulturen i partiet. Det vil være et utroligt dumt træk, siger han.
Alt tegner da også til, at mere end en enkelt kandidat vil melde sig, når partiets landsledelse har fastlagt procedurerne for formandsvalget på mandag, skriver Politiken.
/ritzau/