Socialistisk Folkeparti er i det røde felt, fordi statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), afviser at tage kritik fra Rigsrevisionen alvorligt.
"Han vil for enhver pris undgå et ansvar for misbruget af skatteydernes penge og roder sig derfor ud i beskyldninger mod rigsrevisionen for at agere politisk. Det er et helt igennem uredeligt angreb, som undergraver en vigtig demokratisk institution. Det er ikke en statsminister værdigt," siger SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, i en pressemeddelelse.
Især falder det Jonas Dahl for brystet, at vicestatsminister Lene Espersen tidligere har erkendt overbetalingen, da hun meldte ud, at taksterne til privathospitalerne skal ned med 25 procent.
Oppositionens skarpe kritik kommer efter, at regeringstoppen dagen igennem har kaldt Rigsrevisionens kritik, i forbindelse med over betaling til de private sygehuse, for "politisk".
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) angriber endvidere revisionen for lægge en kæmpe regnefejl på 900 mio. kroner til grund for kritikken.
Nu afventer SF reaktionen fra Dansk Folkeparti.
"Da Venstre første gang kritiserede rigsrevisionen for at være politiserende, tog DF's statsrevisor klart afstand fra kritikken. Den indstilling til rigsrevisionens arbejde håber jeg, der er opbakning til i Dansk Folkepartis ledelse," understreger Dahl.