En retssag mod den netop afgåede amerikanske præsident, George W. Bush, kan være på vej, og det får SF til at frygte, at også Danmark kan blive sat på anklagebænken.
En amerikansk rapport pegede for nylig på, at Bush har kendt til brugen af tortur mod amerikanske fanger i blandt andet Guantanamofangelejren på Cuba. Dermed har han overtrådt menneskerrettighedskonventionerne, og det kan også ramme Danmark.
"Det er klart, at hvis FN beslutter sig for at gøre det (Stille Bush for en domstol, red.), så er spørgsmålet om Danmark bliver medinddraget i en retssag, fordi vi jo netop har set igennem fingre med en del af de overtrædelser, som Bush-administrationen har gjort," siger SF's udenrigsordfører Kamal Qureshi.
Men ved et åbent samråd i udenrigsudvalget torsdag nægtede udenrigsminister Per Stig Møller (K), at Danmark skal kunne sættes i forbindelse med forbrydelserne i Guantanamo.
"Den danske regering har hele tiden været imod tortur," fastslog ministeren. Han afviste desuden, at Danmark aldrig "har lagt en mursten" i forhold til eksistensen og tilblivelsen af Guantanamo.
Men det beroliger ikke Qureshi.
"Det er klart, at når Danmark har tilladt, at der bliver fløjet fanger gennem dansk territorium til Guantanamo, og når vi har set gennem gennem fingre med andre ting, så er det klart, at vi kan stå i den situation, at Danmark også har medvirket til tortur, og så kan Danmark blive sigtet og stillet for en domstol," forklarer han.