Regeringen og politiet har gennem de seneste tre år haft særligt fokus på at dæmme op for handel med kvinder. Der er blevet udført utallige razziaer på bordeller.
Alligevel lykkedes det sidste år kun at dømme syv bagmænd - og det er langt fra godt nok, mener SF og Socialdemokraterne.
"Det er logik for burhøns, at kvinderne ikke melder deres bagmænd til politiet, når de ved, at de bliver sendt hjem," siger social ordfører Mette Frederiksen til Berlingske Tidende.
Derfor vil partierne nu tilbyde ofre for kvindehandel opholdstilladelse i Danmark, hvis de hjælper med at afsløre bagmændene.
"Hvis kvinderne sendes ud af landet, risikerer de at ryge tilbage i kløerne på bagmændene, som bare sender dem videre til en anden europæisk hovedstad som prostituerede. Derfor skal de have opholdstilladelse i Danmark, så de kan få mulighed for at rehabilitere sig selv og samtidig hjælpe politiet med at optrævle de kriminelle netværk," forklarer Pernille Vigsø Bagge, der er ligestillingsordfører for SF.
Forslaget får dog ikke opbakning fra regeringen.
"Problemet med at give opholdstilladelse som belønning til kvinderne er, at det bryder fundamentalt med det retssamfund, vi har i Danmark. For på den måde får vidnet jo noget at vinde ved at vidne. Derfor må en dommer altid til enhver tid være i tvivl om, hvilken grund der ligger bag kvindernes vidneudsagn, siger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby.