Der er stadig ingen klarhed over, hvor gammel man skal være for at få udført ekstreme kropsdekorationer som brændemærkning, arskæring, tungesplitning eller horn i panden.
Nu har justitsminister Brian Mikkelsen (K) meldt ud, at han vil overlade det til domstolene at afgøre, om ekstreme kropsdekorationer hører under tatoveringsloven, og dermed skal være forbudt at udføre på personer under 18 år.
Men den udmelding er Marlene Harpsøe (DF), der er medlem af Folketingets retsudvalg, slet ikke tilfreds med.
"Jeg synes, det er et for slapt svar, vi har fået fra ministeren," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det var Marlene Harpsøe, der i første omgang bad ministeren tage stilling i spørgsmålet om en aldersgrænse, og hun agter ikke at lade ministeren slippe med at skyde sagen til hjørne og lade domstolene tage stilling.
"Det siger jo sig selv, at tatovering ikke har noget med ekstreme kropsdekorationer at gøre, det er to vidt forskellige ting. Det er også derfor, at vi endnu en gang går til ministeren og kræver en meget mere specifik redegørelse på det her område," fastslår DF'eren, der også vil tage sagen op med sundhedsministeren for at få en vurdering af, hvem der må udføre brændemærkninger og tungesplitninger.
Også i regeringens egne rækker møder Brian Mikkelsens udmelding forundring.
"Der er jo en aldersgrænse for, hvornår man må få foretaget tatoveringer, og jeg synes, det, vi taler om her, er en tand værre. Derfor er det rimeligt, at der også her er en aldersgrænse," vurderer Venstres retsordfører, Kim Andersen, overfor Nyhedsbureauet Newspaq.
Han vil nu drøfte sagen med sine kolleger.
"Så vil jeg deraf danne mig et indtryk af, om der er behov for - og politisk vilje til - at lave et regelsæt på det her grundlag," siger han og foreslår en aldersgrænse på minimum 18 år.
Hos oppositionen er der til gengæld mere ro på. Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, er enig med justitsministeren og vil ikke gøre noget ved sagen, før domstolene har budt ind.
"Inden vi laver en ny lov skal vi finde ud af om den, vi allerede har, virker. Det har justitsministeren bedt domstolene om at vurdere, og det venter jeg sådan set bare på," siger hun til Newspaq.
I spørgsmålet om en aldersgrænse har SF og Enhedslisten tidligere meldt ud, at de ikke vil afvise en lovbestemt aldersgrænse.
SF understreger dog, at det skal være op til eksperter og ikke politikere at vurdere, hvor grænsen skal gå, mens Enhedslisten opfordrer til
en gennemgang af hele området for kropsudsmykninger.