Sundhedsminister Bertel Haarder (V) skal nu i gang med et kigge listerne af patienter, der er blevet behandlet på privathospitaler, igennem.
Det kræver SF, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) over for Folketinget i januar sagde, at ministre har sprunget ventelister over og er blevet behandlet på privathospitaler.
"Vi har bedt Bertel Haarder om at finde de lister, der gør, at Lars Løkke Rasmussen over for Folketinget kan udtale sig så bastant om, at socialdemokratiske ministre har ladet sig behandle på privathospitaler," siger Jonas Dahl, der er sundhedsordfører i SF, om det såkaldte paragraf 20 spørgsmål, som SF nu har stillet sundhedsministeren.
Hvis ikke Bertel Haarder kan finde bevis for, at hans chef, statsministeren, har talt sandt, så kan ministeransvarlighedsloven være brudt.
"Når man er indkaldt til et samråd, så er man altså underlagt ministeransvarslighedsloven. Når man udtaler sig som minister har man pligt til at udtale sig i overensstemmelse med sandheden. Meget tyder på, at det har Lars Løkke Rasmussen ikke været i stand til at gøre," mener SF'eren.
Selvom Jonas Dahl gerne vil se en eventuel liste, så tvivler han på, at den overhovedet findes.
"Det er nok endnu en finke, der er røget af statsministerens pande, men vi skal have undersøgt om det er sådan, eller om det er endnu en af hans mange finker. Det er en meget alvorlig sag, når man har en statsminister, der i et samråd har siddet og talt usandt over for Folketinget," mener han.
Lars Løkke Rasmussen har tidligere beklaget, at han to gange over for pressen har sagt, at socialdemokratiske ministre har ladet sig behandle på privathospitaler. Løkke har beklaget og sagt, at han burde have sagt socialdemokratiske folketingsmedlemmer og Europa-parlamentarikere.