Sex, stoffer, Marie og Naser Khader. Læsere af mandebladet FHM har nomineret og kåret Årets bedste ugebladshistorie i 2007, og her indtager Se og Hørs historie om Marie Cavallier i en sexvideo en klar førsteplads med 31 procent af stemmerne.
Det var den kommende prinsesses ekskæreste, Anthony, der påstod, at han var i besiddelse af videoer og billeder med seksuelt indhold af ham og Marie Cavallier. Materiale som han ikke mente ’kunne tåle at se dagens lys’.
Ifølge ekskæresten var materialet 100.000 euro værd - mindst.
Andenpladsen gik til samme ugeblads historie om Naser Khader, der angiveligt skulle have fået udført sort arbejde. Selvom historien aldrig er blevet bekræftet af andre end håndværkerne selv, var den alligevel blandt de mest populære ugebladshistorier i 2007.
Det kommer ikke bag på chefredaktør Henrik Qvortrup, at alle FHM s fem nominerede sladderhistorier er fra Se og Hør.
- Historierne er indbegrebet af Se og Hør. Gode og underholdende historier om kendte, og jeg er glad for, at FHM s læsere er enige med os, siger han til Avisen.dk
Sex og skandaler
Og ifølge chefredaktøren er der ingen tvivl om, at alle historier har, hvad der skal til for at være en rigtig kioskbasker.
- En god sladderhistorie skal omhandle en person, som de fleste mennesker har kendskab til. Den må gerne have et element af skandale eller et element af sex, og så trækker det bestemt heller ikke fra, at de pågældende kendisser ikke er særlig begejstrede for, at historien kommer frem, siger Henrik Qvortrup til Avisen.dk.