Efter Lecce-træneren Roberto D'Aversa søndag nikkede Verona-angriberen Thomas Henry en skalle, er D'Aversa færdig som cheftræner i Serie A-klubben.
Det skriver Lecce på klubbens hjemmeside mandag.
Da kampen blev fløjtet af, gik Lecce-træner Roberto D'Aversa direkte hen mod Verona-angriberen Thomas Henry og nikkede ham en skalle, så Henry kortvarigt gik i græsset.
Efter kampen undskyldte Roberto D'Aversa sin handling med, at Verona-spillerne havde optrådt provokerende gennem hele det vigtige bundopgør.
- Der var også provokationer på banen i de sidste minutter og efter slutfløjt, og jeg ville ikke have, at nogle af mine spillere skulle have karantæne.
- Jeg undskylder for min handling. Min hensigt var at adskille spillerne efter de mange provokationer, siger træneren til Sky Sport Italia.
Ledelsen i Lecce tog allerede søndag offentlig afstand fra dens cheftræners opførsel. Mandag er han blevet fyret med øjeblikkelig virkning.
- Lecce fordømmer kraftigt trænerens handling, da den strider imod principperne og værdierne i denne sport, skrev klubben i en erklæring søndag.
På banen tabte Lecce 0-1 og er et enkelt point over nedrykningsstregen i Serie A's tætte bundstrid, hvor syv hold ligger inden for tre point. Verona er to point over nedrykningsstregen.
Den 48-årige Roberto D'Aversa kom til Lecce i juni 2023. Han forlader klubben på en 15.-plads i Serie A.
/ritzau/