Serena Williams havde ingen problemer med at leve op til favoritværdigheden og vinde Wimbledon efter finalesejr over russiske Vera Zvonareva.
Den topseedede lillesøster vandt lørdag eftermiddag i to sikre sæt 6-3, 6-2 efter kun lidt over en times spil.
Det er fjerde gang i alt og andet år i træk, at den 28-årige amerikaner kan trække sig sejrrigt ud af den prestigefyldte græsturnering i London.
25-årige Vera Zvonareva var kun seedet som nummer 21 og spillede sin første Grand Slam finale. Hun formåede da heller ikke at bryde Serena Wiliams' serv en eneste gang.
Sammen med sin storesøster Venus, har Serena nu vundet Wimbledon ni ud af de sidste 11 år.