Senegals regeringskandidat, Amadou Ba, har lykønsket oppositionskandidaten Bassirou Diomaye Faye med sejren ved landets præsidentvalg.
Det skriver Reuters.
- I betragtning af tendenserne i præsidentvalgets resultater og afventningen af den officielle erklæring, lykønsker jeg præsident Bassirou Diomaye Diakhar Faye med sejren i første runde, udtaler Amadou Ba.
Senegals nuværende præsident, Macky Sall, der har været ved magten siden 2012, genopstillede ikke.
Med i alt 17 navne på stemmelisterne var 43-årige Faye og 62-årige Ba på forhånd udnævnt som favoritter til at vinde præsidentvalget.
Fire andre præsidentkandidater i Senegal lykønskede i løbet af natten Faye med sejren, efter at de første optællinger sendte ham i front.
Der foreligger dog mandag eftermiddag endnu ikke et officielt valgresultat.
De første optællinger fik flere af Fayes vælgere til at gå på gaden for at fejre ham.
Ba kaldte på det tidspunkt fejringerne for forhastede.
Hvis Faye vinder præsidentvalget, vil han blive landets yngste præsident nogensinde.
Han har blandt andet lovet at genforhandle gas- og oliekontrakter, da Senegal står til at starte produktion på nyopdagede gas og oliereserver senere i år.
7,3 millioner mennesker havde mulighed for at stemme ved præsidentvalget i det vestafrikanske, som i de seneste år har været præget af politiske uroligheder og regeringskritiske demonstrationer.
Valget forløb problemfrit uden nogen meldinger om større mistænkelige hændelser. Valgstederne lukkede klokken 18 lokal tid søndag.
Ifølge Reuters kan en fredelig magtoverdragelse være betydningsfuld for Vestafrika, hvor der har været otte militærkup siden 2020.
Præsidentvalget i Senegal skulle egentlig have været afholdt 25. februar, men præsident Sall udskød det i starten af februar på ubestemt tid.
Det udløste en politisk krise og demonstrationer, der kostede fire personer livet.
/ritzau/