I samarbejde med Kalika Bro-Jørgensen, kabj@avisen.dk 

Joan Lyskjær anede, at noget var helt galt, da hun talte med sin søn sidste lørdag.

Thomas ringede fra fængslet. Hun hørte ham græde i røret. Længe og højt. Indtil han holdt op og sagde:

»Jeg skal nok klare den, mor. Du skal ikke bekymre dig mere.«

Og dér vidste Joan – der kendte sin søn bedre end nogen anden – at der var grund til at bekymre sig. Dagen efter – søndag den 18. november klokken 16.45 – fandt fængselspersonalet 33-årige Thomas Jensen livløs i sin celle i arresten i Århus.

Han havde hængt sig i sit skjorteærme og efterladt to afskedsbreve. Det ene til sin mor og fire søskende. Det andet til justitsminister Lene Espersen, den øverste ansvarlige for landets fængsler. Side efter side beskrev Thomas Jensen, hvordan forholdene i arresten havde drevet ham til vanvid.

»Mor, jeg er uskyldig. Jeg er knækket, kan ikke mere (...) Fortæl, hvad du ville have gjort, hvis du havde været indespærret i 11 måneder under umenneskelige forhold,« skrev han til sin mor.

Nægtede sig skyldig

Thomas Jensen blev fængslet i januar, fordi politiet mente, at det var ham, der affyrede en række skud mod politistationen i Silkeborg.

I over 10 måneder sad han varetægtsfængslet og blev i den periode flyttet rundt mellem fire forskellige arresthuse i landet: Silkeborg, Vestre, Horsens og Århus.

Thomas Jensen nægtede sig skyldig. Og tanken om at blive dømt for drabsforsøg brød ham mere og mere ned.

»Han kaldte arresten et sort hul. Han var meget deprimeret og følte sig forfulgt politiet,« siger Joan Lyskjær.

Hun forklarer, at Thomas ikke tidligere har haft tegn på depression eller psykiske lidelser.

»Han var næsten altid positiv. Han var den, der holdt sammen på familien og var opmærksom på sine omgivelser. Han elskede os alle og kom med små overraskelser, blomster og gaver til os. Jeg husker, at han gav en lykkesten til sin søster, som hun gik med i lommen i halvandet år. Selv da han sad i fængslet, købte han en stor bamse til sin søster,« siger Joan Lyskjær.

I brevene til familien og i afskedsbrevet fra Århus Arrest er humøret dog ændret totalt. Thomas har efter 10 måneder i fængsel og uvished om sin fremtid fået det stadig dårligere.

Drømte om frihed

»Jeg drømte i nat onsdag, at jeg var ude og fri igen. Fri for tremmer. Fri for sure og påtrængende vagter, der aldrig vil én noget godt. En ud af 100 kan smile. Men kun hvis det er mig, der smiler først. Man føler sig som en kineser, der skal bukke og bøje sig for blandt andet at få ens celledør op,« skriver han.

Også over for sin advokat Michael Juul Eriksen beklagede Thomas Jensen sig over forholdene.

»Han virkede meget presset. Han sagde, at politiet generede ham og truede ham med, at han risikerede livstidsstraf og ville blive tiltalt for fem gange forsøg på mandrab. De sagde, at han havde en rigtigt dårlig sag, selvom de ikke havde lavet et anklageskrift« siger Michael Juul Eriksen.

Brug for hjælp

Om påstandene er sande, har Michael Eriksen ikke kunnet få bekræftet. Men hvis det er løgn, vidner det om en mand, der har hårdt brug for hjælp, mener han.

Allerede i marts forsøgte Michael Juul Eriksen også at overbevise politiet om, at Thomas Jensen havde brug for at blive indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov. Politiet kvitterede med at sende ham til en celle i Vestre Fængsel i København. Langt væk fra familien i Silkeborg.

»Han sad helt alene med sine tanker. Flere gange har jeg siddet i en samtale med ham, der tangerede psykologbistand. Jeg mente, at han var selvmordstruet. Han frygtede også selv, at det var ved at gå galt. Politiet i Silkeborg mente nok, at han var syg – men ikke så syg. Så de gav afslag,« siger Michael Juul Eriksen.

Silkeborg Politi ønsker ikke at udtale sig om sagen.