Et firma fra Herning lagde tirsdag et opslag på Facebook, hvor de reklamerede for en eksklusiv tur for seks personer til Danmarks EM-kamp mod Tjekkiet i Aserbadsjan på lørdag.
Den samlede pris for VIP-turen lød på 350.000 kroner, men det afskrækkede ikke en flok fodboldinteresserede mænd. De købte turen samme dag, som opslaget blev lagt op. Det skriver TV MidtVest.
- Det er en flok midaldrende herrer. Der kommer til at være gang i den. De lød ikke som nogle kedelige typer, så de skal nok få det vildt, siger indehaveren af Herning Helicopters, Stephan Erlandsen, til TV MidtVest.
- Vi synes, det er skide skægt. Vi skal leve af noget sjovt især ovenpå corona, siger han.
Med i prisen er transport tur/retur med jetfly, fri bar, kaviar, tre retters gourmetmad om bord og kvartfinalebilletter til kampen mellem Danmark og Tjekkiet på lørdag.
Og har du pengene og lysten til at komme til fodbold i Baku, er der såmænd stadig mulighed, fortæller Stephan Erlandsen.
- Vi plejer at have vores kunder i luften indenfor få timer, men det koster, siger han til TV MidtVest.