Seks unge mænd nægter sig skyldige i manddrab i en sag om et stort træ, der væltede ud over kørebanen og landede oven på en personbil på Parnasvej i Sorø natten til onsdag. En 55-årige bilist afgik ved døden.
Det er torsdag kommet frem i Retten i Næstved, hvor de seks mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør.
Her blev en mørkhåret og fem lyshårede mænd i alderen 19 til 21 år ført ind i en meget lille retssal, der var fyldt med journalister. Flere af dem var iført hættetrøjer og jeans, og to af dem ankom i klipklapper.
De er alle sigtet for drab på Parnasvej, ligesom de er sigtet for fareforvoldelse nær Havrebjerg ved Slagelse, der ligger cirka 20 kilometer fra Parnasvej.
Her var et træ sent tirsdag aften blevet fældet med en motorsav, men ingen kom til skade.
Træet ved Parnasvej var også blevet fældet med en motorsav, og politiet mener derfor, at der var tale om en bevidst handling.
Ifølge anklager Charlotte Skovmand sigtes mændene subsidiært for uagtsomt manddrab og fareforvoldelse på Parnasvej, hvis retten ikke mener, at der kan rejses tiltale om manddrab.
Der er navneforbud for de sigtede i sagen, hvilket vil sige, at mændenes navne ikke må blive oplyst til offentligheden.
Retten valgte at lukke dørene under de sigtedes forklaringer i retten. Dommeren henviste til, at efterforskningen er på et meget tidligt stadie. Ifølge anklager Charlotte Skovmand mangler politiet flere vidner i sagen.
Dørlukningen betyder, at pressen og offentligheden ikke kan få yderligere oplysninger i sagen.
Der er desuden referatforbud for den 55-årige mands navn, som derfor heller ikke må kendes af offentligheden.
/ritzau/