En australsk kvinde har indgået et forlig om en millionerstatning fra det britiske medicinalfirma Diageo Plc - den lokale distributør af stoffet thalidomid - som i 1960'erne var skyld i, at tusindvis af børn blev født uden arme og ben.
Den 50-årige Lynette Rowe blev født uden arme og ben, efter at hendes mor Wendy tog sovemidlet thalidomid mod morgenkvalme under graviditeten.
Da hun har stået i spidsen for et massesøgsmål, kan retssagens udfald bane vej for, at hundredvis af thalidomidofre bliver tilkendt erstatninger.
Højesteret i delstaten Victoria har i den fortrolige kendelse tilkendt Lynette Rowe en erstatning i flere millioner dollar-klassen.
- Det er nok til at sørge for, at Lyn får meget god pleje resten af livet, siger hendes advokat Peter Gordon.
Forliget kommer efter, at Diageo i 2010 gik med til at betale 50 millioner australske dollar (315,7 millioner kroner) til 45 thalidomidofre i Australien og New Zealand, som havde søgt hjælp til stigende udgifter, fordi de levede længere end ventet.
- De piller, som Wendy og tusindvis af andre kvinder tog for 50 år siden, har forårsaget så mange lidelser, men nu er der omsider sket noget positivt, som retter lidt op på tingene, siger Lynettes far, Ian Crowe, i en erklæring.
I USA er den australske sag blevet fulgt nøje, da der er rejst lignende sager mod medicinalkoncerner som GlaxoSmithKline, Sanofi-Aventis, Avantor Performance Materials og Grunenthal.
Det tyske selskab Grunenthal, der producerer midlet, er ikke med i det nye australske forlig.
Nogle lande, deriblandt Storbritannien og Tyskland, har oprettet særlige erstatningssystemer for ofrene.
Den britiske regering har undskyldt for de skader og lidelser, som gravide kvinders brug af lægemidlet påførte dem og deres børn.
/ritzau/Reuters