Det var et hændeligt uheld, og ingen kan bebrejdes noget, siger Lynæs Sejlklub efter ulykken onsdag aften, da en 63-årig druknede efter en kapsejlads.
Sammen med tre andre deltog manden i en kapsejlads på Isefjorden.
Men da båden ramte en skæv sø og pludselig bommede, blev han skubbet i vandet af bommen.
- Det kunne være sket for os alle sammen. Der er ikke nogen, der er skyld i det her, hedder det i en skriftlig udtalelse fra sejlklubbens formand, Nina Vedel Møller.
Den 63-årige og de øvrige tre i båden var alle iført redningsvest, men besætningen havde problemer med at få fat i sejleren.
Derfor sprang et andet besætningsmedlem i vandet for at hjælpe den nødstedte.
Skipperen slog alarm via Lyngby Radio klokken 20.34, oplyser sejlklubben.
En redningshelikopter blev sendt af sted, og flere fartøjer deltog i redningsaktionen.
Den 63-årige lå i vandet mellem 15 og 20 minutter, lyder det fra Lynæs Sejlklub.
Da manden var blevet bjærget, fik han førstehjælp, og senere blev han af helikopteren fløjet til Rigshospitalet.
Men hans liv stod ikke til at redde.
De involverede er blevet tilbudt krisehjælp, oplyser klubben.
/ritzau/