En sejler har fredag eftermiddag mistet livet en drukneulykke ud for Assens.
Den 55-årige mand var taget ud på en tur på sin sejlbåd i selskab med en 28-årig mand, men da båden var kommet fri af havnen, gik det galt.
- Den 55-årige var gået op i stævnen for at sætte sejl, da en bølge kom ind fra siden og skyllede ham i vandet, fortæller vagtchef Kim Munksgaard ved Fyns Politi.
- Han kunne ikke umiddelbart komme op i båden, og strømmen begyndte at føre ham væk, siger vagtchefen.
Den 28-årige har ikke kendskab til sejlads. Han forsøgte at starte motoren, men uden held. I den chokerede tilstand kom han til at sejle båden på grund i Lillebælt.
- Redningsberedskab fra Assens kom ud og fandt den 55-årige, beretter vagtchef Kim Munksgaard fra politiet.
Også Søværnets Operative Kommando var involveret i aktionen, og en læge fra redningshelikopterne deltog i forsøget på at genoplive manden.
Mændene havde planlagt en kort sejltur til en nærliggende ø. Ingen af dem var iført redningsvest, oplyser politiet.
Forleden omkom en anden sejler i forbindelse med en kapsejlads ud for Lynæs ved Hundested.
/ritzau/