Lena Sundström var helt ung. Boede i Skåne. Og som andre svenskere i den region, var hun mere forelsket i København end landets hovedstad Stockholm.

En kort sejltur over sundet – og København var klar med festligt natteliv, glade mennesker og masser af frisind.

Det var i begyndelsen af 1990’erne. Og mens livet ubekymret slog sig løs i den danske storby, var virkeligheden anderledes faretruende i Stockholm.  

Her spredte en galning frygt i gaderne. Han dræbte 11 indvandrere og blev kaldt Lasermanden, fordi han skød sine første ofre med et våben, der var udstyret med et lasersigte.

"Det var uhyggeligt. Og noget ligeså rystende var, at Lasermandens attentater var med til at forstærke fremmedfjendtligheden og racismen blandt en gruppe af svenskere på det tidspunkt," fortæller Lena Sundström, der er Avisen.dk's nye gæsteblogger.

"Yderliggående organisationer som Vitt Arisk Motstand demonstrerede i gaderne, og der blev sat ild til en række flygtningecentre."

Barsk debat

På det tidspunkt skulle hun i gang med sin uddannelse, og Stockholm var derfor ikke stedet.

"Stemningen var meget hadsk, og jeg tænkte: Hvor er der gæstfrit og tolerant? Hvor skal jeg bo?"

Det blev København og et studie på Roskilde Universitetscenter.

Som årene er gået, har Danmark også forandret sig. Og Lena Sundström mener, at gæstfriheden er blevet afløst af en udlændingedebat, der er blevet barskere end barsk.

Derfor krydsede hun igen i 2008 over Øresund og bosatte sig i tre måneder på Nørrebro.

For at prøve at forstå hvad det er, der sker i Danmark. Nu kan resultatet læses i hendes bog ”Verdens lykkeligste folk”, der netop er udkommet på dansk.

I et miks af interviews, reportager og iagttagelser og historisk tilbageblik forsøger Lena Sundström at finde mønstre og farver i det kludetæppe af holdninger og brydninger, hun møder i løbet af månederne i Danmark.

Håndbajer til far

Og det er vigtigt for hende at pointere, at hun ikke ankom med noget kritisk nærsyn.

"Jeg har ikke skrevet bogen for at pege fingre ad danskerne. Mit kærlighedsforhold til landet har altid været stærkt. Det, jeg husker fra min barndom, er frisind, hygge og en håndbajer til far. Og det har jeg også mødt masser af denne gang."

Lena Sundström har skrevet bogen i forsøget på selv at komme nærmere en forståelse af samfundsudviklingen.

"Hvordan er den her fremmedfjendskhed opstået? Og hvad er der sket med de danskere og de politiske partier, der engang mente, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerent?"

Skræmmebilleder

Lena Sundström mener, at Sverige befinder sig der, hvor Danmark stod i slutningen af 1990’erne.

"I Sverige kan man se den samme tendens med Sverigedemokraterne, der stormer frem i meningsmålingerne med deres indvandrerfjendske budskaber. Jeg er meget urolig for udviklingen," siger Lena Sundström.

Hun vurderer, at Sverigedemokraterne har en god chance for at få et stormvalg i september 2010 - på samme måde som Dansk Folkeparti fik det i 2001.

"Den politiske retorik har ændret sig i takt med, at de har opnået politisk magt. I starten hed det sig, at indvandrerne kom for at tage vores job og kvinder. Så blev det et problem, at de hverken gad arbejde, og at de ikke brød sig om vores kvinder. Der køres massivt på skræmmebilleder. I dag forudsiger højrefløjen problemer og fokuserer konstant på det, der kan ske, hvis ikke vi gør noget."

Men det er langt fra kun højrefløjen, der er ansvarlig for den politiske udvikling, mener Lena Sundström.

"Det er et kæmpeproblem, at de andre politiske partier søger ind mod midten. De fravælger ideologi fremfor strategi. I Danmark er det efterhånden svært at se forskel på Socialdemokraterne og Konservative. Resultatet er, at muslimske fundamentalister og højreorienterede nationale bevægelser på hver deres side kommer til at stå så stærkt i meningsdannelsen," siger hun.