Den kan være svært at holde styr på mere end én gearstang af gangen.
Det har en hollandsk lastbilchauffør i 30'erne måttet sande, efter han tidligere på ugen kørte galt i sin lastbil og i flere timer spærrede en vej i nærheden af Göteborg.
Lastbilen kørte ind over midterrabatten, væltede og spærrede altså vejen i modkørende kørselsretning. I første omgang troede politiet, at han var påvirket af stoffer, men sandheden viste sig at være en ganske anden.
Godt nok var manden opstemt - men det skyldtes såmænd, at han var i gang med at onanere under kørslen.
"Han har erkendt, at han mistede opmærksomheden ved ulykken. Han onanerede i stedet for at fokusere på vejen," fortæller assistentanklager Åsa Askenbäck til den svenske avis Borås Tidning.
Og ikke nok med det. Efter at have været et smut forbi Borås sygehus, hvor han overfaldt en sygeplejerske, blev manden anholdt og bragt til politistationen. Her gik han såmænd i gang med at fornøje sig med sine ædlere dele endnu engang.
"Han onanerede, da politiet skulle afhøre ham," siger Åsa Askenbäck.
Manden er nu sigtet for grov uagtsomhed i trafikken, vold mod tjenestemand og seksuel forulempelse.