796.391 kroner og 32 øre. Så mange penge modtog forfatteren Bjarne Reuter i bibliotekspenge i 2013 for sine 523 titler og over 200.000 eksemplarer, der står på de danske bibliotekers hylder. Det viser dette års opgørelse fra Kulturstyrelsen.
Bibliotekspenge bliver hvert år uddelt sidst i juni, og i år var der afsat over 171 millioner kroner af til ydelsen på finansloven. Pengene er fordelt mellem 8.615 forfattere, og det er 113 flere end sidste år.
De ti forfattere, der har modtaget flest bibliotekspenge i år, er en gentagelse fra sidste år, omend placeringerne er rykket en smule rundt. Som de seneste år topper Bjarne Reuter listen.
De øverste på listen er: Bjarne Reuter, Bent Haller, Benny Andersen, Josefine Ottesen, Dennis Jürgensen, Lars-Henrik Olsen, Cecil Bødker, Lene Kaaberbøl, Thorstein Thomsen og Hanne-Vibeke Holst.
Beløbets størrelse afhænger blandt andet af, hvor mange eksemplarer af værkerne folke- og skolebiblioteker har stående ved årsskiftet 2012/2013.
Bibliotekerne har i alt indberettet 511.823 titler, som de havde i 41.996.730 eksemplarer. Biblioteksafgiften gives til både skønlitteratur og faglitteratur og fordeler sig med omkring halvdelen til hver.
På finansloven for 2013 er der afsat i alt 171.307.544 kroner, som fordeles til forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere, komponister og andre, der er repræsenteret på landets folke- og skolebiblioteker.
/ritzau/