Med mundbind og opsmøget ærme, modtog Kronprins Frederik i dag sit første vaccine-stik.
Det afslører tronfølgeren selv på instagram på profilen ”detdanskekongehus”.
- I dag fik jeg mit første stik. Tak til alle jer, der hjælper os på vej mod en normal hverdag igen.
Sådan skriver kronprinsen i teksten til billedet.
Kronprins Frederik er i gruppe med de 50 til 54-årige i vaccinekalenderen, hvor man hos Sundhedsstyrelsen kan læse, at netop denne gruppe er planlagt til vaccination i maj måned.
Kongehuset oplyser ikke, hvilken type vaccine, der er tale om. Det er et privatanliggende.
Hans mor, Dronning Margrethe, blev allerede vaccineret 1. januar 2021.