Der var masser af historieskrivning, da Manchester United hjemme vandt 4-0 over Wigan. Flere rundede et jubilæum for United, som spadserede sejren hjem. Alle fire mål blev scoret i anden halveg.
Midtbanegeneralen Paul Scholes scorede til 1-0 i sin kamp nummer 700 for United. Scholes gjorde comeback for United i sidste sæson efter fem måneders karrierestop, og han har siden været en af de bedste spillere for United.
Den mexicanske angriber Javier Hernández, som havde brændt et straffespark tidligt i kampen, øgede til 2-0 for United.
Der var også et par overraskende United-navne, som kom på scoringstavlen. Unge Alexander Buttner scorede til 3-0, mens indskiftede Nick Powell fik lov at cementere sejren i slutfasen.
Kampen havde i øvrigt en del milepæle. Ud over Scholes spillede Ryan Giggs sin Premier League-kamp nummer 600 for United. Det er han den første spiller til at præstere. Den aldrende waliser blev skiftet ud efter 71 minutter.
Midterforsvareren Rio Ferdinand spillede sin kamp nummer 400 for United.
Det var desuden manager Alex Fergusons hjemmekamp nummer 500 i Premier League, og den endte med sejr nummer 356. På Old Trafford er det derudover blevet til 95 uafgjorte og blot 49 nederlag.
De forsvarende engelske mestre Manchester City havde en mindre god dag, da det kun blev til 1-1 i Stoke. Peter Crouch scorede for hjemmeholdet, mens Javi Garcia udlignede for City.
United overhaler dermed City i toppen af tabellen. United har på andenpladsen ni point efter fire kampe, mens City har otte point. Chelsea topper Premier League med 10 point.
/ritzau/