Egentlig havde hun sagt ja til at instruere en stjernespækket udenlandsk film med ’Fargo’-stjernen ­Frances McDormand i hovedrollen. Men tilbuddet om at lave et manuskript i tæt samarbejde med den nordjyske institution i dansk ­underholdningsindustri Niels Hausgaard kunne Lone Scherfig ikke sige nej til.

- Jeg laver film for min egen skyld, og noget af motivationen bunder i ren og skær grådighed. For mig handler det om at iscenesætte et forløb, hvor jeg selv kan have det sjovt, og det har man, når man går op og ned ad Niels Hausgaard i fire ­måneder, siger Lone Scherfig.

Hun har i dag premiere på sin tredje spillefilm.

- Der er en masseskide sjove detaljer i Hjemve , som skyldes Niels Hausgaard. Han er ikke vant til at lave film, men det har jeg prøvet at vende til en fordel ved at fokusere på, om der måske kunne være en udebanefordel eller begynderheld ved at have en mand med, der ikke er inde i filmsproget, siger Scherfig.

Hun tilføjer, at der skal meget held i sprøjten, for at eksperimentet bag ’Hjemve’ går hen og bliver en succes.

Den ekstreme frihed

Scherfig havde under optagelserne elimineret en af filmmediets traditionelle grundpiller: manuskriptet. Historien var kort sagt ikke på plads, da kameraene begyndte at snurre, og etablerede danske filmskuespillere som Peter Gantzler, Ann Eleonora Jørgensen og Lars Kaalund vidste ikke, om deres roller pludselig skulle vise sig at blive overflødige.

For Lone Scherfig var eksperimentet med at arbejde med den grad af »ekstrem frihed« en vigtig grund til, at hun sagde ja til at instruere ’Hjemve’. Til gengæld går der nok et stykke tid, før hun kaster sig ud i lignende filmproduktioner.

- I modsætning til dogme, så håber jeg virkelig ikke, at denne her måde at lave film på danner skole. Der skal ikke gå meget galt, før du ikke bliver færdig med filmen. Du kan ikke engang ændre på manuskriptet, for der er ikke noget, og det er altså ikke for tøsedrenge, siger Lone Scherfig.

Film ligner hinanden

Instruktøren har med sin spritnye film i bagagen lavet tre langspillere, der ikke umiddelbart ligner hinanden. Og dog. Selv kan hun godt se en rød tråd gennem dogmesuccesen ’Italiensk for begyndere’, tragikomiske ’Wilbur begår selvmord’ og dagens premiere, som hun selv kalder en komedie.

- Jeg oplever, at filmene ender med at ligne hinanden. Filmene får et fællesskab, der gør, at man kan se, at jeg har instrueret dem. Måske skyldes det, at jeg forholder mig meget løst til genrer, og at jeg tør springe op eller falde ned på, om filmen er sørgelig eller morsom. Jeg håber altid på, at filmen kan indeholde begge dele, siger Lone Scherfig.