FN's Sikkerhedsråd er ikke i stand til at løse konflikter og afslutte krige. Det mener Saudi-Arabien, der derfor afslår at modtage valget som midlertidigt medlem af Sikkerhedsrådet.
Torsdag blev det arabiske kongedømme ellers valgt som midlertidigt medlem af FN's Sikkerhedsråd i en periode, der strækker sig fra årsskiftet og to år frem.
Sammen med Tchad, Nigeria, Chile og Litauen blev Saudi-Arabien valgt ind i rådet ved en afstemning i FN.
De fem lande skal efter planen afløse Aserbajdsjan, Guatemala, Marokko, Pakistan og Togo den 1. januar 2014.
I alt er der 15 lande i FN's Sikkerhedsråd. 10 pladser besættes på skift, mens USA, Storbritannien, Rusland, Kina og Frankrig er faste medlemmer med vetoret.
/ritzau/Reuters