SAS fortsætter med at svæve på Cimbers vinger.
De fire CRJ-fly, som Cimber Sterling hidtil har fløjet for SAS, fortsætter på deres ruter. Aftalen føres nu videre af selskabet Cimber A/S, der er etableret 15. maj, oplyser SAS.
Det "nye" Cimber er blevet lavet, fordi man vil forsøge at købe en række aktiver fra det tidligere Cimber Sterling A/S.
SAS indgik efter konkursen i Cimber Sterling en midlertidig aftale med konkursboet, så flyselskabet kunne fortsætte de omkring 30 daglige flyvninger, som Cimber Sterling hidtil fløj for SAS.
Nu har man så en endelig aftale i hus, så SAS ikke behøver at aflyse eller lukke ruter.
Aftalen er kommet i stand med Jørgen Nielsen, Jacob Krogsgaard og Alex Dyrgaard, folkene bag det oprindelige selskab, Cimber Air, og deres nye selskab Cimber A/S.
- Indtil konkursen har Cimber Sterling leveret en god kvalitet, og vi er meget tilfredse med at kunne fastholde denne kvalitet med de dygtige Cimber-folk, som fortsætter med at flyve for SAS, siger koncerndirektør i SAS, Flemming Jensen.
Direktør i Cimber A/S, Jacob Krogsgaard, er også glad for samarbejdet.
- Jeg meget glad for, at det er lykkedes at lave en aftale til glæde for kunderne, SAS og det nye Cimber A/S, og vi ser frem til at fortsætte med at levere den samme gode service og kvalitet, siger Jacob Krogsgaard.
Cimber skal fortsat flyve primært til Nord- og Østeuropa for SAS. Aftalen løber frem til sommertrafikprogrammet 2014. Det vil især være piloter fra SAS og kabinepersonale fra Cimber, der hidtil har været ansat i Cimber Sterling, der vil bemande flyene.