Sareen: Bestyrelser skal have kvindemål

Firmaer skal fastsætte konkrete mål for antallet af kvinder i bestyrelser, lyder et af tre nye forslag.

Danske virksomheder skal fremover fastsætte konkrete mål for, hvor høj en grad af ligestilling, de vil have i deres bestyrelse og ledelse.

Det varsler ligestillingsminister Manu Sareen, som et af tre nye tiltag i forbindelse med, at Danmark tilslutter sig det internationale ligestillingspartnerskab "Equal Futures Partnership".

- Virksomhederne bliver forpligtet på at opstille måltal for det underrepræsenterede køn i deres bestyrelser og på at forklare dem. Samtidig skal de lave en politik for at få flere kvinder på direktionsgangene, forklarer ministeren til Ritzau.

Han tager store ord i munden og kalder tiltaget "et columbusæg".

- I Danmark ønsker vi ikke kvoter for kvinder i bestyrelser. Vi ønsker at gå i dialog med virksomhederne og få dem til selv at sætte målsætninger for, hvor mange kvinder de regner med at kunne få i bestyrelserne.

- Og hvis virksomhederne ikke når målsætningerne, skal de forklare hvorfor i deres regnskaber, påpeger ministeren.

Han understreger, at der ikke er tale om det udskældte kvotesystem, der er indført i Norge, og at det derfor står virksomhederne frit for at sætte deres målsætning til nul.

- Så må de jo forklare det over for omverdenen, og sådan som udviklingen er i dag, så tror jeg ikke, der er særligt mange, der synes, det er en god idé, siger ministeren.

Han henviser til, at en af landets største virksomheder, Carlsberg, allerede har sat et mål om 40 procent kvinder i bestyrelsen i 2015.

Forslaget kommer sammen med to andre ligestillingstiltag fra Sareen.

Ministeren har fastlagt en målsætning om at tre fjerdedele af landets kommuner inden juli 2013 skal have trænet det sociale personale, som har kontakt med borgerne, i at spotte tegn på vold i hjemmet eller familien.

Samtidig vil han starte en indsats på landets skoler for at oplyse unge om deres rettigheder, så de undgår at havne i æresrelaterede konflikter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.